Frivillighed skaber større trivsel
Bedre naboskab og trivsel hos beboerne er hjørnestenene i årets beboerkusus for 18 beboere i Tranemosegård.
Beboerne var særligt udvalgt til at deltage i kurset med det formål, at beboerne kan komme tilbage til deres afdelinger og inspirere deres naboer.
Det fortæller formand for Tranemosegård Dorthe Larsen.
"Jeg oplever, at folk tager input med hjem til deres afdeling, og at de er meget interesseret, selvom det er svære emner, vi tager op,” fortæller Dorthe Larsen.
Programmet for dagen bestod af blandt andet tekniske oplæg om lokalplaner og tilgængelighed i boliger, men også frivillighed var på programmet. Netop emnet om frivillighed kunne kursisterne relatere til, fordi flere af dem i forvejen er frivillige i enten deres boligområde, Røde Kors eller Natteravnene.
Byd nye beboere velkommen
Frivillighed er et vigtigt element i at skabe bedre naboskab og større trivsel i boligområdet. Det er budskabet fra de to undervisere sekretariatsleder i Albertslund Boligsociale Center Trine Sander Pedersen og chefkonsulent i BO-VEST Mai Green Petersen.
"Der er forskellige måder at få flere fællesskaber på - man kan starte med at byde nye velkommen. Det kan være nye i bestyrelsen, nye beboere eller nye i en aktivitet," siger Trine Sander Pedersen.
Hør mere om den gode velkomst i videoen, hvor de to undervisere har samlet fire tips og pointer om frivillighed.
Læs også deres folder om den gode velkomst