BO-VEST satte boligsociale indsatser til debat.
Terrassen til BL’s Dome var fyldt med interesserede tilhørere da BO-VEST havde sat scenen til en debat om boligsociale helhedsplaner. Et panel bestående af repræsentanter fra BO-VEST, to borgmestre fra Vestegnen og to eksperter forsøgte sammen at nå frem til, hvad der skal til, hvis man skal sikre en varig effekt af de boligsociale indsatser.
Hovedbudskabet fra BO-VEST, der var repræsenteret ved sekretariatsleder i Greve Nord Majken Rhod Larsen, Afdelingsformand Hugo Thuge fra Brøndby Strand og direktør Ulrik Brock Hoffmeyer, var at det er vigtigt fra start at sikre ejerskab og involvering fra alle parter omkring helhedsplanen, hvis man skal sikre resultaterne af den særlige indsats ikke løber ud i sandet, når bevilligen fra Landsbyggefonden udløber.
Forsker og direktør i Kraks Fond Byforskning slog fast, at tallene viser, at boligsociale indsatser virker, men også, at det er nødvendigt se på indsatserne i det lange perspektiv, og at fire år ikke altid er nok til at løse problemerne i et udsat boligområde.
Borgmester i Greve Pernille Beckman pegede på, at målsætningen vel ikke var at fortsætte de boligsociale indsatser, men at de jo, hvis de virker, gerne skulle gøre sig selv unødvendige. Hun pegede på, at det kunne være nyttigt hvis man kunne regne på præcis, hvilke dele af de sociale indsatser, der har en effekt.
Albertslunds Borgmester kvitterede for den store samfundsopgave den almene sektor løfter. “Vi skal være skide stolte af den almene sektor i Danmark” sagde han.
Afslutningsvis rundede direktør i BO-VEST Ulrik Brock Hoffmeyer med at sige, at den varige effekt sikres, hvis man sørger for at både kommune, beboere og afdelingsbestyrelse fra starten involveres i helhedsplanen, og der også fra start indtænkes en strategi for en forankring i boligafdelingen og kommunen, når helhedsplanen udløber.