Legepatruljen består af fem lokale unge, der skaber udendørsleg og sjov for børn mellem 6 og 13 år i Greve Nord. De leger og spiller bold med børnene og sørger for at alle, der kommer forbi, er med til at have det sjovt. På vej over mod bakken møder de allerede de første tre børn, der råber: ”Hej legepatrulje. Hvad skal vi lege i dag?”
De fem unge i Legepatruljen er ansat i lommepengejob af Greve Nord Projektet, der har afholdt legepatrulje siden april, og allerede fra start har der været godt besøgt hver onsdag på bakken.
En af legeguiderne er Baver Akkoyun på 13 år, og han er meget glad for sit arbejde.
”Det er sjovt, fordi man lærer en masse andre børn og unge at kende. Jeg vil gerne være med til at sørge for at de børn, der ikke har nogen at lege med, kan komme og være med her,” siger han og fortsætter: ”Målet med legepatruljen er, at børnene skal få nye venner og hygge sig sammen, så de ikke sidder alene derhjemme og keder sig. Så leger vi med børnene, og sætter leg i gang.”
Baver Akkoyun er selv opvokset i Askerød, og han fortæller, at han ville have ønsket, at der også havde været en legepatrulje, da han var yngre, for så havde det været sjovere at lege udenfor.
Læs mere om Greve Nord Projektet
