Vi har samlet 4 ideer til, hvordan I nemt kan planlægge juleaktiviteter i afdelingen, uden at det behøver hverken at være dyrt eller kræve meget planlægning.

Det kræver dog en aktiv indsats at henvende sig til beboere, så alle kender til aktiviteterne.

 

 

 1) Lav pakkeleg på én adventssøndag

Traditionen tro gives der i mange familier gaver til de yngste på adventssøndage. Men hvorfor ikke nytænke den tradition ved at samle hele afdelingen til en gang pakkeleg. Det er en populær juleaktivitet, hvor alle kan være med, og hvor det eneste krav er en mindre gave.  

Prisoverslag:
20 – 30 kr. pr. beboer til en gave.
200-1000 kr. til gløgg, kakao og æbleskiver

Tip: I kan også gøre aktiviteten mere bæredygtig ved at bede beboere tage en gave med, som de ikke selv bruger længere, men som, de mener, kan gøre glæde et andet sted.

 

2) Pynt op til jul i afdelingen

En stor del af julen og den hyggelige stemning er julepynten og lyset, som pryder de danske gader, butikker og hjem. Selv små ting kan gøre en forskel, så hold jer ikke tilbage. Inviter afdelingens børn eller ældre på juleklip, så har I hurtigt lavet flotte juledekorationer eller pynt til afdelingens fællesarealer. I kan også købe et større juletræ, som kan oplyses af lys eller pyntes med hjemmelavet julepynt.

Prisoverslag:
300 kr. til papir, karton, toucher, gran eller ler
<700 kr. til et juletræ

3) Lav ”Den store jule-bagedyst” med fællesbagning

Alle elsker duften af nybagt brød eller kage. Så hvorfor ikke samle afdelingens skjulte konditorer for at afholde en mindre bagedyst en søndag eftermiddag, hvor beboere kan smage hinandens julekager og udveksle småkager, julekonfekt og opskrifter.

Prisoverslag:
900 kr. fordelt til beboere til køb af ingredienser
100 kr. til kaffe og varm kakao

TIP: Køb eventuelt ind til et par opskrifter og bed beboere tage kageforme eller særlige ingredienser til det, som de gerne vil bage.

4) Hold fælles julefrokost

En god måde at komme tættere på sine naboer kan være gennem fællesspisning. Ved at arrangere en fællesmiddag kan afdelingen samles i en social sammenhæng, uden at det kræver et stort budget eller tidsforbrug. Forslå, at én eller flere husstande tager en ret med til et fælles bord, men hør gerne afdelingsbestyrelsen, om ikke der findes lidt penge i budgettet til drikkevarer.

Prisoverslag:
0 kr. til mad - beboere tager alle en ret med til bordet
500 - 1000 kr. til drikkevarer (afhængigt af antal deltagere)