Beboere i BO-VEST kan med god samvittighed starte vaskemaskinen i fælles vaskeriet og tænde lyset i opgangen. BO-VEST har som en del af arbejdet med FN’s verdensmål indgået et samarbejde med selskabet Vindstød, der leverer strøm udelukkende fra danske vindmøller. Samtidig tilbydes alle beboere i BO-VEST en fordelagtig aftale for deres private elforbrug. Det sparer klimaet for mange tons CO2, og beboerne sparer samtidig på elregningen.

 

Stor CO2-besparelse 

Nu, hvor BO-VESTs elforbrug gøres CO2-neutralt, sparer vi miljøet for hele 3100 tons CO2 årligt, oplyser Vinie Hansen, formand i BO-VEST. 

”Vi har et ansvar for at nedbringe vores CO2-udledning, og det bidrager vi til ved at bruge 100 procent vindenergi i alle 97 boligafdelinger i stedet for energi produceret delvist med kul eller gas.”
Vinie Hansen, BO-VESTs formand

Formanden anbefaler nuværende beboere at flytte deres el-aftale til Vindstød, som udover at levere grøn el også vil give en årlig besparelse på regningen. 

 

Grønt nytårsforsæt - start med el-skifte

Beboerne vælger altid selv, hvilken el-leverandør og hvilket el-produkt der skal levere el til deres bolig, forklarer Ulrik Brock Hoffmeyer, direktør for BO-VEST. Derfor er han glad for, at BO-VEST fra januar 2020 kan tilbyde beboerne en særaftale med en leverandør, som med sikkerhed leverer el fra danske vindmøller.

”Skifter vores beboere til Vindstød, får de grøn el og en besparelse på op til 470 kr. årligt,” oplyser direktøren, som håber, at mange beboere efter nytår vælger at flytte deres el-aftale.

 

Efterspørgsel øger udbud

Indsatsen er en del af BO-VESTs arbejde med FN’s verdensmål 7: Bæredygtig energi. Efterspørgslen efter vindenergi kan nemlig være med til øge andelen af vedvarende energikilder, mener BO-VESTs formand Vinie Hansen.

”Tiltaget er i tråd med vores miljøpolitik, som både har fokus på at sænke vores energiforbrug og gøre vores energikilder vedvarende med for eksempel vind- og solenergi,” siger Vinie Hansen. Energisektoren står i dag for ca. 70 procent af CO2-udledningen i EU.

 

 

Vedvarende energi er et fælles mål 

Hos Vindstød, som er en del af Vattenfall, er de også glade for samarbejdet.

”Vi sælger el fra mere end 2.500 danske vindmøller – og vi er i fuld gang med at opføre nye offshore-vindmølleparker til rekordlave priser. Det er vigtigt, at danskerne aktivt overvejer at vælge disse kilder som deres leverandør - især fordi man udover det klimavenlige valg også kan spare penge,” udtaler Morten Nissen Nielsen fra Vindstød, der arbejder for at udbrede vindenergien". 

I januar 2020 vil alle beboere i BO-VEST modtage et brev med særaftalen fra Vindstød.

 

Separator icon