I 2018 var der en stigning i antallet af fogedudsættelser fra 20 udsættelser i 2017 til 31 i 2018. Stigningen ses især i de fogedsager, hvor beboeren er flyttet ud af boligen i utide, længe inden fogeden kommer.
Tallene dækker kun fogedsager i Tranemosegård, VA, og AB, men ikke Bo-Vita.
Årsagen er uklar
Ofte har BO-VEST’s to økonomiske beboerrådgivere konstateret, at beboeren er fraflyttet, og lejemålet står tomt. Men da beboerne ikke har opsagt lejemålet skriftligt og afleveret nøgler, er det fortsat som en fogedsag, som først behandles i fogedretten. Det kan tage op til syv måneder og skabe en stor udgift for både den fraflyttede og afdelingen.
”Beboerne er allerede flyttet ud af lejligheden uden at opsige lejemålet, men vi ved ikke hvorfor, at beboerne er flyttet. Vi prøver fortsat at kontakte dem for at informere dem om, at lejligheden skal opsiges skriftligt og nøglerne afleveres”, fortæller økonomisk beboerrådgiver Lars Christensen.
Kommunerne har bekræftet rådgivningen i, at det er ikke kontanthjælpsloftet, som er grund til de flere fogedudsættelser.