Repræsentantskabet for Bo-Vita er blevet enige om at den fysiske helhedsplan for Bo-Vitas afdeling på Hothers Plads skal fastholdes. Dermed kan helhedsplanen gennemføres, selv om afdelingen på Hothers Plads ikke længere bakker op om planen, som den ellers på et afdelingsmøde tilbage i 2015 med stort flertalt blandt de fremmødte beboere stemte for at gennemføre.

Det ekstraordinære repræsentantskabsmøde blev holdt torsdag 7. marts k. 17 hos BO-VEST i Glostrup. I mødet deltog 26 beboerdemokrater, hvoraf 23 var stemmeberettiget.

Organisationsformand Jan Hyttel bød velkommen til repræsentantskabet og til Københavns overborgmester Frank Jensen, som det var lykkedes organisationsbestyrelsen at få til at deltage i den første del af mødet. Frank Jensen holdt et oplæg om Københavns kommunes arbejde med parallelsamfund. Han fortalte blandt andet om den særlige Københavnermodel, som skal genrejse byens mest udsatte boligområder, herunder Mjølnerparken og Tingbjerg.

Et bærende princip i planen er, at der ikke skal rives gode almene familieboliger ned i København og de steder hvor frasalg af boliger til private er nødvendig, skal kommunen samarbejde med de almene boligorganisationer om at finde erstatningsboliger andre steder i byen. Desuden vil kommunen satse på nybyggeri og små billige boliger til udsatte. København skal være en by for alle typer mennesker. 

Frank Jensen gav sig tid til at besvare spørgsmål og være i dialog med Bo-Vitas repræsentantskab, inden han tog videre til et nyt møde.

 

Formanden orienterede om sagens baggrund

Derefter fortsatte det ekstraordinære repræsentantskabsmøde med fokus på Hothers Plads Helhedsplanen, men først skulle der vælges en dirigent. Den opgave blev lagt i hænderne på Bjarne Larsson, administrerende direktør i fsb. Han takkede for valget og gennemgik derefter formalia og erklærede mødet for lovlig indkaldt. Dagordenen blev gennemgået og godkendt.

Organisationsformand Jan Hyttel orienterede repræsentantskabet om situationen på Hothers Plads. Han sagde, at der igennem nogen tid har floreret en række udokumenterede rygter i kvarteret omkring Hothers Plads. Rygterne går på at helhedsplanen vil medføre tvangsforflytning af beboerne og at der vil komme huslejestigninger langt større end dem, der blev aftalt på afdelingsmødet i 2015.

Med baggrund i rygterne har en gruppe beboere samlet underskrifter for at melde sig ud af helhedsplanen. Underskriftsindsamlingen førte til at der 13. februar i år blev afholdt et ekstraordinært afdelingsmøde i afdelingen på Hothers Plads.

På mødet vedtog et flertal af de fremmødte, at man ikke ville høre boligorganisationens begrundelse for at gennemføre helhedsplanen som tidligere vedtaget og heller ikke tilbagevisningen af de opstående og fejlagtige rygter. I stedet skred man direkte og uden debat til afstemning om at melde sig ud af helhedsplanen. Under den efterfølgende afstemning stemte et flertal af de fremmødte for at melde sig ud af helhedsplanen.

Jan Hyttel præsenterede ved mødet en powerpoint udarbejdet af Bo-Vita med tilbagevisning af rygter og indeholdende faktaplan for Hothers Plads. Og Jan sagde: ”Det hele er som beboerne på Hothers Plads har vedtaget på afdelingsmødet i 2015. Den eneste ændring er, at der bliver en tagbolig mindre end planlagt”.

Vigtigt at afværge økonomisk krise

Formanden sagde, at det vil ramme afdelingen på Hothers Plads hårdt, hvis helhedsplanen opgives. Helhedsplanen har en værdi af 110 mio. kr. og den skal løfte afdelingen med boligrenovering, klimasikring, nyt tag og elevatorer. Planen er godkendt af Københavns Kommune og Landsbyggefonden. Der er på nuværende tidspunkt afholdt udgifter for ca. 10 mio. kr. Det er et beløb, som afdelingen har ansvaret for at tilbagebetale, såfremt planen ikke bliver til noget.

Der må herudover påregnes at nødvendige renoveringsarbejder for omkring 21 mio. kr. må afholdes af afdelingen selv uden tilskud fra Landsbyggefonden. Afdelingen er derfor i bedste fald truet af massive huslejestigninger og i værste fald truet af konkurs.

-Det er for at afværge dette at organisationsbestyrelsen har indkaldt repræsentantskabet til et ekstraordinært møde. Jeg vil på bestyrelsen vegne bede om jeres opbakning til at fastholde den fysiske helhedsplan for Hothers Plads, sagde Jan Hyttel.

Repræsentantskabet kan med udgangspunkt i Almen Boliglovens paragraf 37, stk. 4 gennemføre den fysiske helhedsplan som oprindeligt vedtaget af afdelingen og som er godkendt af Københavns kommune og Landsbyggefonden.

Efter Jan Hyttels orientering var der en kort debat i repræsentantskabet med kommentarer, spørgsmål og svar fra organisationsbestyrelsen.

Klar opbakning fra repræsentantskabet

Så gik man over til afstemning, der foregik skriftligt. Resultatet blev et klart ja til at fortsætte helhedsplan efter den aftalte plan.
Der var 23 stemmeberettiget. 21 stemte for, der var ingen nej-stemmer. 2 stemmesedler var blanke.

Til slut takkede Jan Hyttel for et godt møde og for repræsentantskabets opbakning til Helhedsplanen for afdelingen på Hothers Plads. Jan Hyttel takkede også dirigenten Bjarne Larsson for god og kyndig mødeledelse.

Der afholdes i nær fremtid et møde med beboerne på Hothers Plads. Mødets formål er at give afdelingens beboere en orientering og status på det videre forløb samt at få en god dialog om hvordan man gennem samarbejde og fælles indsats kan få gennemført Helhedsplanen til glæde for alle der bor i afdelingen.