To gange årligt holder BO-VEST Boligpolitisk Forum, hvor beboerdemokrater fra de fire boligorganisationer inviteres til at deltage og debattere et aktuelt boligpolitisk emne. Hovedemnet for forårets debatmøde var den såkaldte ghettopakke, som Folketinget vedtog med bredt flertal i december sidste år. Mødet blev holdt hos BO-VEST i Glostrup mandag aften 8. april og varede et par timer.
Beboerdemokraterne blev budt velkommen af Vinie Hansen, bestyrelsesformand i BO-VEST. Efter velkomsten var der oplæg af Bent Madsen, administrerende direktør i BL. Oplægget handlede om konsekvensen af ghettopakken, der især rammer de udsatte boligområder, hvor der nogle steder skal rives ned og sælges fra for at opfylde lovkravene om at familieboliger ikke må overstige 40 pct.
Bent Madsen gennemgik med hjælp af en powerpoint de 15 boligområder i Danmark, som regeringen har udpeget som hårde ghettoer, og han fortalte om BL’s holdninger og strategier i forhold til at få problemerne løst i de hårdt udsatte boligområder. Blandt andet at man samarbejder med kommunerne om udviklingsplaner for boligområderne og kører en kampagne ”Aldrig mere Ghettoer”, som også omfatter en lille bog med beskrivelser af de mest udsatte boligafdelinger i landet.