Der er ikke på mangel på input til boligministeren, da han besøger den boligsociale helhedsplan i Sigynsgade. Her ligger Bo-Vita-afdelingen Den Grønne Trekant ved siden af en VIBO-afdeling på Ydre Nørrebro og Østerbro. Her står først en række af de professionelle aktører, samt beboerdemokraterne, og siden en god flok beboere, klar til at fortælle boligminister Kaare Dybvad om et område, der har sine udfordringer, men hvor der også i den grad bliver gået til den med løsninger.
Som hvordan den boligsociale helhedsplan med kunst og plantekasser vil gøre området omkring Krakers Plads tryggere. Og hvordan den boligsociale helhedsplan ikke står alene i at yde en præventiv indsats over for de unge, men i høj grad beror på et stærkt samarbejde med nærpoliti, SSP, boligafdelingerne og deres boligorganisationer og meget mere.
Oprigtigt interesseret
Det er ikke første gang Kaare Dybvad stifter bekendtskab med Bo-Vita. Faktisk besøgte han også boligorganisationen til deres årlige arrangement for afdelingsbestyrelsesmedlemmer. Og denne dag er turen altså kommet til den boligsociale helhedsplan ved Sigynsgade, som i alt dækker 842 boliger i de to afdelinger Den Grønne Trekant under Bo-Vita og Vognvænget under VIBO.
“Det er fedt med et besøg fra en oprigtigt interesseret minister, der ikke vil bruge ordet ‘ghetto’. Det sætter vi pris på”, siger direktør fra BO-VEST, Ulrik Brock Hoffmeyer, der går med på turen rundt i boligområdet.