VA-afdelingen 4 Række og Bo-Vita-afdelingen Signalhuset er helt i top, når det gælder effektivisering. Bo-Vita afdelingen Prags Boulevard har til gengæld siden 2014 udviklet sig som ingen anden i BO-VEST, når det kommer til at effektivisere. Men mange andre afdelinger på tværs af de fire organisationer er også rigtigt godt med.
Det viser en rapport for BO-VEST, der er udarbejdet af Trafik- Bygge- og Boligstyrelsen.
Alt er sket af frivillighedens vej
Der er stadig stort effektiviseringspotentiale i BO-VEST og mange af afdelingerne.
Siden 2014 har BO-VESTs afdelinger øget deres gennemsnitlige effektivitet med 12 procent, hvorimod den gennemsnitlige stigning i Region Hovedstaden og Region Sjælland er 13 procent. Men det er ikke noget, vi skal være kede af, slår driftchef i BO-VEST Simon Bødker fast.
”For vores vedkommende er alt sket af frivillighedens vej. Vi er kun en procent bagud, men vi har gjort det hele af frivillighedens vej,” siger Simon Bødker, og slår fast, at et vigtigt tal i rapporten er ganske positivt:
”Vi bider mærke i at 76 procent af afdelingerne er blevet mere effektive.”
Flyttelejligheder og energi
Men hvad er det så, der særlig er gået godt, når vi taler effektivisering?
En markant positiv udvikling, hvor BO-VEST står stærkt, ligger særligt i udgifterne til flyttelejligheder, der har været gennem store udbud på tværs af afdelinger. Men der er også generelt sket en stor besparelse på energi.