Han beskriver sig selv som en ”energi- og miljødetektiv” og elsker at nørde energibesparelser: Mikkel Ellung Larsen er energi- og miljøkonsulent i BO-VEST.
”Miljøarbejdet i BO-VEST har i højere grad været en lang række små succeser end få store prestigeprojekter. Vi udvikler os slow but steady på de fleste ting. Når jeg forbedrer kvalitetskontrollen af varmeregnskaberne, så de ikke går galt. Når jeg har designet kæmpe regneark og udbredt grønne regnskaber til flere afdelinger. Det er ikke nødvendigvis spændende for alle andre, men det er et vigtigt arbejde. Jeg tror bestemt, jeg har hævet kvaliteten på det område,” siger Mikkel Ellung Larsen.
Ladning af elbiler bliver en kerneting
Når man arbejder med energi og miljø, skal man konstant følge med udviklingen. Og det gør Mikkel Ellung Larsen også. Lige nu arbejder han blandt andet på at gøre det lettere for afdelingerne at anskaffe sig ladestandere til elbiler på parkeringspladserne.
”Folk der bor alment, skal også kunne have en elbil. Det kræver, at de kan lade på deres parkeringspladser. Men skal man så købe ladestandere, når kun få beboere har behovet? Det er en ’hønen og ægget-problematik.’” siger Mikkel Ellung Larsen.
Men vi kommer ikke uden om de ladestandere, mener han.
”Lige om lidt bliver opladning af elbiler en kerneting ligesom at have vaskeri og legeplads. Derfor arbejder vi på faste samarbejdsaftaler og vejledninger. Vi starter i det små, men det skal kunne skaleres op, så afdelingerne bliver fremtidssikrede,” siger energi- og miljøkonsulenten.