Hvad kan du gøre, hvis du mister jobbet?
Det er utrygt at miste sit job, og det kan virke uoverskueligt for hjemmets økonomi. Hvis du er i tvivl om, hvad du skal gøre i sådan en situation, kan du læne dig på af denne huskeliste:
Meld dig som ledig
Hvis du er medlem af en a-kasse:
Når du er medlem af en a-kasse, skal du give dem besked om, at du er ledig allerede fra første dag. Det kan du gøre på jobnet.dk med din nem-id. Du kan også melde dig ledig ved personligt at møde op i jobcenter eller a-kasse og få hjælp til at blive meldt ledig og søge om dagpenge.
Hvis du skal søge om kontanthjælp/uddannelseshjælp:
Du skal melde dig ledig ved at møde personligt op i din kommunes jobcenter. Hvis du ikke møder personligt, kan det betyde at du får afslag på din ansøgning.
Tilpas din økonomi
Hvis du mister dit job, skal du tilpasse din økonomi til de nye omstændigheder. Start med at lave et budget. Skriv ned, hvad du har af indtægt og udgifter hver måned. Så kan du også se, hvad du ikke har råd til, f.eks. fitnessabonnementet, en ny telefon eller bilen. Skær dine udgifter helt ind til benet.
Tilmeld dine faste udgifter som f.eks. husleje og el til Betalingsservice, så de bliver betalt fast og til tiden hver måned, og du undgår at komme bagud. Du kan også oprette en budgetkonto i banken, hvor du hver måned overfører penge fra din lønkonto til din budgetkonto og betaler regningerne derfra, så vil der altid være penge til at betale regningerne.
Søg boligstøtte og §34 særlig støtte
Når du bor til leje, har du mulighed for at få økonomisk tilskud til huslejen fra Udbetaling Danmark. Hvor meget du kan få i boligstøtte afhænger blandt andet af antal af voksne og børn på adressen, boligens størrelse, huslejens størrelse og din husstandsindkomst og formue. Du kan søge om boligstøtte på www.borger.dk.
Hvis du har været udsat for en såkaldt social begivenhed som f.eks. arbejdsløshed, kan du søge særlig støtte til høje boligudgifter. Du skal opfylde en række betingelser, og det er kommunen, der afgør sagen. Du kan læse mere om betingelser og ansøgning på www.borger.dk.
Søg økonomisk friplads
Hvis du har børn i daginstitution/SFO/klub har du mulighed for at søge om økonomisk friplads i din bopælskommune. Det er kommunen, som træffer afgørelsen, om du er berettiget til økonomisk friplads ud fra husstandens samlede indtægt. Du kan søge om friplads på www.borger.dk.
Ændre din forskudsopgørelse
Du skal huske at ændre din indkomst i forskudsopgørelse på skat.dk, så du undgår en eventuel restskat. Husk at ændre i forskudsopgørelsen, når du kommer i arbejde igen.