”Det er gammelt, men det er også helt nyt”

I Ritas hyggelige lejlighed, med de smukke højloftede rum i det gamle kloster, er der dækket op med kaffe og skærekage. Rundt om bordet sidder fire bofæller til en snak om, hvordan det er at bo i Seniorbofællesskabet Sankt Joseph.

Rita på 86 år er alderspræsident ved kaffebordet. Hun er flyttet fra en stor lejlighed i Bredgade til Sankt Joseph sammen med sin nabo gennem 50 år. Det var en svær beslutning, fortæller hun, og hun var nok ikke flyttet, hvis ikke naboen havde foreslået det. Men den sjælfulde bygning og muligheden for at være en del af fællesskabet tiltalte hende. Hun er glad for sin smukke lejlighed. Den er ny og overskuelig i størrelsen, så der er ikke så meget at holde rent.

Tine på 71 år fortæller, at hun faktisk troede, hun var færdig med bofællesskaber efter i mange år i et bofællesskab i med 45 andre – både store og små. ”Jeg troede jeg var færdig med fællesskabet,” fortæller Tina. ”Jeg trængte til ro,” fortsætter hun; ”Men så var jeg en måned i Nice for at skrive, og det var slet ikke mig, at være så meget alene.” Et seniorbofællesskab virkede som den rigtige løsning– på både behovet for mere ro, og for behovet for ikke at være alene. Og da hun ved et tilfælde hørte om Sankt Joseph fra en veninde, skyndte hun sig at skrive sig op.

En enorm interesse for seniorbofællesskaber
Netop behovet for ikke at være alene mener de fire kvinder kan være grunden til, at seniorbofællesskaber er så efterspurgte. ”Jeg tror mange er bange for at blive ensomme,” siger Hildegard på 81 år, ”Tanken om at komme til at sidde der alene en dag, kan være skræmmende”, mener hun.

Hildegard er søster i Sankt Joseph-ordenen. Hun var med i den styregruppe, der stod for at udforme værdigrundlaget for bofællesskabet, og udvælge de kommende beboere blandt de mange interesserede.

Der var enorm interesse, da det først blev meldt ud, at klosteret skulle bygges om til seniorbofællesskab. ”Vi var over 300 til det første møde”, fortæller Karin, der med sine 62 år er vårharen i selskabet.

Et aktivt fællesskab
Det er ikke ensomme mennesker, der er flyttet ind. Tværtimod. De 23 kvinder og fire mænd, der er rykket ind i det gamle kloster, er fællesskabsmindede mennesker. De fleste har et stort netværk udenfor bofællesskabet, og mange aktiviteter i kalenderen, fortæller de fire bofæller. Men måske er det netop også derfor, at de gerne vil bo her. Måske er ensomheden ekstra skræmmende, når man er sådan én, der godt kan lide selskab, funderes der.  

”Visionen for mig er, at jeg gerne vil have et netværk omkring mig,” fortæller Karin; ”Jeg håber, at når jeg bliver gammel, er der også nogen, der ser efter mig. Her er et lidt mere forpligtet fællesskab end i en almindelig opgang."

Selvom Sankt Joseph Seniorbofællesskab kun har eksisteret siden september, er der godt gang i fællesskabet. Beboerne har selv taget initiativ til en hel række aktiviteter, bl.a. nørkleklub, jazzklub og gymnastik. Og så er der er fællesspisning hver 14. dag.

Et fællesskab med plads til at være sig selv
Rita er aktiv i kunstgruppen, der har sørget for, at få kunst op på de mange hvide vægge i den nyrenoverede bygning. ”Der bor en kunstner her på gangen. Hun har foræret os mange af billederne, der hænger rundt omkring,” fortæller Rita; ”Og så har vi også fået doneret nogle tryk af Ole Folmer Hansen.”

Billederne blev først sat på gangene, inden de blev hængt op, så beboerne kunne være med til at beslutte, hvilke billeder, der skulle hænge hvor.

Det er nemlig vigtigt at lytte til hinanden, pointerer de fire kvinder. ”Det er meget vigtigt, i hvert fald i min verden, at alle bliver hørt, også dem, der ikke taler meget”, siger Hildegard.

Også balancen mellem fælles aktiviteter og retten til privatliv, betyder noget, hvis fællesskabet skal fungere godt, fortæller kvinderne samstemmigt. Og netop den balance virker det til at det nye bofællesskab har fundet: ”Ingen har forhastet sig med at sige, at vi skal spise sammen hver dag. Det er gået pø om pø,” fortæller Karin.

”Historien ligger i væggene”
Blandt beboerne er der seks af de tidligere Sankt Joseph søstre.

På spørgsmålet om, hvordan det er at bygge et nyt bofællesskab op ikke bare i så historiske rammer, men også et fællesskab, der inkluderer nogle de tidligere beboere, svarer Tine, der sidder i afdelingsbestyrelsen: ”Det er gammelt – men det er jo også spritnyt.”

En del af bofællesskabets værdigrundlag er respekten for andre menneskers tro, og derfor er beboerne her måske lidt mere spirituelle end flertallet, men derudover, spiller religionen ikke en rolle i bofællesskabet, fortæller de fire bofæller.

”Historien ligger i væggene”, siger Tine, ”Gud er på en måde i murstenene. Det skaber en ro og en stilhed i fællesskabet, som er meget rar at være i, men ellers er vi jo i gang med sammen at finde ud af, hvordan vi skal udmønte vores værdigrundlag i praksis.”