Foråret på ejendomskontorerne i år er ikke ligesom alle andre forår, medarbejderne har oplevet. Eller: Foråret i verden er ikke ligesom alle andre forår, vi har oplevet.
For med coronakrisen er der fulgt en række restriktioner, der påvirker os alle. Det har påvirket måden mange af os lever og arbejder på. Nogle af de arbejdspladser, der har ændret arbejdsgang midlertidigt, er ejendomskontorerne i BO-VEST. Men her var man forberedte, alle inden Mette Frederiksen den 11. marts på et pressemøde, fortalte om nedlukningen af Danmark.
”I BO-VEST kan vi glæde os over vi var et skridt foran statsministeren. Inden pressemødet lå de lidt blødere planer. Det meste var lavet. Der skulle man lige skærpe en ekstra tand,” fortæller Kim Milton, der er driftschef i BO-VEST.
Arbejder i skiftehold
Men hvilke planer var så lavet? En af dem er at ejendomsfunktionærerne nu arbejder anderledes. Det gør blandt andet Erik Pedersen, ejendomsfunktionær gennem 30 år. Han er på ejendomskontoret i Tranevænget hver anden uge i denne periode. Den anden uge tilbringer han i sit sommerhus i Frederikssund.
Medarbejderne på alle ejendomskontorer i BO-VEST arbejder nemlig i skiftehold, hvor kun halvdelen er på arbejde ad gangen. I Tranevænget betyder det, at de er to ejendomsfunktionærer på arbejde en uge ad gangen, og derefter er derhjemme en uge, mens to andre overtager.
Erik Pedersen tager det hele stille og roligt. Selvom han nu må bevæge sig lidt hurtigere.
”Vi render jo mere. Der er 28 blokke herude. Så det er lidt at se til. I denne periode har vi 14 blokke hver, det er meget. Men det er god motion, det er fint,”
Men han er enig i, at udfordringen er blevet taget rigtigt flot op af medarbejderne på ejendomskontorerne.
”Det er også min opfattelse. Det er helt sikkert. Det har alle taget meget flot, så vidt jeg kan forstå.”
”Beboerne er også mægtigt søde”
Med kun halvdelen af medarbejderne på arbejde ad gangen, er der ting, der ikke bliver lavet. For eksempel bliver der kun lavet akut beboerservice, og ejendomskontorerne er lukket for betjening, og skal i stedet kontaktes over telefon.
Men ejendomskontoret i Tranevænget, såvel som BO-VEST generelt, har alligevel ikke oplevet en storm af klager.
”Beboerne er også godt klar over, vi har en usædvanlig situation, hvor de lige skal give lidt luft til medarbejderne,” siger driftschef Kim Milton.
Samme opfattelse har ejendomsmester John Hald, der fortæller om situationen over telefonen.
”Beboerne er også mægtigt søde. Alle forstår det er en udfordrende situation. Der er slet ikke noget problem i.”
”De skal have stor ros!”
Det er måske lidt tidligt at skrive historien om, hvordan ejendomskontorerne klarer coronakrisen, mens vi stadig er i den.
Men i skrivende stund, i slutningen af april, kan man i hvert fald sige at en eventuel frygt om coronakaos på ejendomskontorerne, ikke er blevet til virkelighed. Det går godt på ejendomskontoret i Tranevænget. Faktisk er der temmelig roligt. Det fortæller ejendomsmester John Hald.
”Mine kolleger og medarbejdere har taget det rigtigt godt. De har virkelig lagt sig i selen. Alle har lagt et kæmpe arbejde og kæmpe iver i at få det hele til at fungere. Det er en fornøjelse at være leder herude,” siger John Hald over telefonen, og fortsætter senere:
”De har tacklet det rigtigt fint. Alle er med på den, alle kan forstå det. De er gået op i det med liv og sjæl, de har virkelig indrettet sig efter det. De skal have stor ros, og det får de også.”
Æren for et vellykket forløb indtil videre, giver driftschef Kim Milton også til medarbejderne på ejendomskontorerne.
”Medarbejderne har været gode til at løse situationen i fællesskab,” siger Kim Milton.
Håber på sædvanlig rytme
Ejendomsfunktionær Erik Pedersen har store forhåbninger om at tingene snart bliver bedre.
”At vi alle sammen kommer på arbejde, så vi ser hinanden hver dag igen. Det bliver dejligt. Og at vi kommer ind i den sædvanlige rytme igen, det bliver rart,” siger ejendomsfunktionæren over telefonen, inden han vender tilbage til sine arbejdsopgaver i Tranevænget.
Konklusionen synes klar: Alt er forandret, men der skal en del mere til for at slå ejendomsfunktionærerne ud.