”Jeg er meget spændt på eftervirkningerne af det her.”
Økonomisk beboerrådgiver i BO-VEST Lars Christensen har alvorlig mine. Han sidder hjemme i sit køkken, mens hans kollega Laura Lorentzen deltager i samtalen fra sit eget køkken. De to har sagt ja til at deltage i et interview over kommunikationsplatformen Skype. For corona-epidemien betyder som bekendt, at vi ikke må mødes. Men det er ikke den største konsekvens. Udover den kæmpe sundhedsmæssige konsekvens, har en anden af alvorlig karakter været, at titusindvis af danskere har mistet deres jobs.
Prioriter i regningerne
Men i BO-VEST bliver økonomisk pressede beboere ikke overladt til sig selv. Her tilbydes økonomisk rådgivning til beboerne i Albertslund Boligselskab, Vridsløselille Andelsboligforening og Tranemosegård. Her kan man få råd og vejledning af Lars Christensen og Laura Lorentzen, hvis man har svært ved at betale huslejen eller blot at få budgettet til at hænge sammen. Lars og Laura kan hjælpe med mange ting, både stort og småt. Om det så er hjælp til at få overblik over økonomien med et budget, prioritere i regningerne eller søge ydelser hos kommunen.
”Vi er meget sødere”
I en tid hvor rod i økonomien kan være et tabu, og mange måske forbinder økonomisk rådgivning med et tv-program som Luksusfælden, kan det kræve overvindelse at kontakte de to. Men det er der ikke nogen grund til, slår de fast, og afviser samtidig sammenligningen med Luksusfælden.
”Vi er meget sødere,” siger Lars Christensen. ”Vi kunne aldrig finde på at sige, ’det der var et dumt køb.’”
”Den økonomiske beboerrådgivning er et frivilligt tilbud. Derfor er det vigtigt, at folk føler sig trygge ved os og har lyst til at tale med os igen. Så derfor kan vi aldrig drømme om at være fordømmende på nogen måde overfor deres prioritereringer af økonomi. Vi er kun mennesker, det er menneskeligt at fejle, og derfor siger vi: ’Nu er vi i denne her situation, så må vi gøre, hvad vi kan for at forsøge at rette op,’” fortsætter Laura Lorentzen