I dag har statsminister Mette Frederiksen og boligminister Kaare Dybvad stillet 30 mia. kr. i udsigt til renoveringer af almene boliger. Renoveringer, der skal i gang allerede i år.
De mange milliarder kommer fra de almene beboeres egen opsparing i Landsbyggefonden. Her står mere end 450 renoveringsprojekter i kø til at blive sat i gang. Landsbyggefonden har lige nu 18 mia. kr. opsparet til renoveringer af almene boliger, men over de kommende år vil flere huslejekroner blive sparet op i Landsbyggefonden for så at kunne tages i anvendelse til grønne, almene renoveringer.
Renoveringer for 1 mia. kr. i BO-VEST
I BO-VEST har man syv projekter fordelt på mere end 1700 boliger i Brøndby, Albertslund og København stående klar i kø i Landsbyggefonden. Den samlede værdi af renoveringerne er på 1 mia. kr., hvor af Landsbyggefonden støtter med 300 mio. kr. Dertil kommer yderligere to projekter i Albertslund uden støtte fra Landsbyggefonden til en værdi af knap 150 mio. kr. Bestyrelsesformand i BO-VEST, Vinie Hansen, ser frem til renoveringer, der både er en gevinst for beboerne og for klimaet.
”Jeg er glad for, at vores beboere nu kan få renoveret deres bolig. I BO-VEST har vi mange renoveringer i kø, der nu kan blive afviklet. Alt for mange må leve med utætte vinduer, skimmel og tage, der trænger til at blive skiftet,” siger Vinie Hansen. Hun har også har fokus på de grønne gevinster ved de kommende renoveringer og på muligheden for at udvide støtten til renoveringer, der allerede er klar til at blive sat i gang.
”Pengene vil også betyde, at vi kan sikre flere tilgængelige boliger, så flere kan blive i deres boligområder, også når de bliver ældre. Renoveringerne vil sikre tidssvarende og ikke mindst mere energivenlige boliger. Klimaet betyder meget for os i BO-VEST. Men jeg håber samtidig det her betyder, at det også vil være muligt at udvide støtten til de renoveringer, vi er i gang med at planlægge. Der har flere steder ikke været penge nok til, at vi kunne lave den løsning, som teknikerne anbefaler som den bedste og mest fremtidssikrede løsning,” siger Vinie Hansen.