Om halvandet år administrerer BO-VEST også boliger i Ringsted. Det sker, når Bo-Vita, i samarbejde med Svanen Invest, allerede dette efterår begynder byggeriet af 33 almene og 18 private boliger i en kombination af familieboliger og seniorboliger. 

Familieboliger og seniorboliger

Byggeriet opføres som rækkehuse i ét plan med familieboliger på 100-110 kvm og seniorboliger på 85-100 kvm. Dertil kommer et fælleshus. Huslejen bliver forventeligt på 7.700 - 9.200 kr. om måneden uden forbrug. 
Separator icon

Arsenalet – privatliv og fællesskab

Afdelingens navn bliver Arsenalet. Dens styrke bliver enkelhed og tydelige fysiske rammer, der adskiller privatliv og fællesskab. Fælleshuset skal gøre særligt afdelingens seniorboliger attraktive som rammen om et bofællesskab. Her vil være rige muligheder for alle - for fællesmiddage, gymnastik og spilleaftener.
Arsenalet opføres på området ved den tidligere kaserne i Ringsted. 

Bygherrestrategien føres ud i livet

Byggeriet er en del af Bo-Vitas nye bygherrestrategi, hvor man ønsker at komme ud over den københavnske bygrænse og etablere sig som mere end en københavnsk aktør for almene boliger. 
 

Godkendt ’Skema A’

Byrådet i Ringsted har i juni godkendt skema A, som er budgetrammen, indledende projektering og afholdelse af licitation. I september forventes byrådet at godkende skema B, det endelige budget for byggeriet. Siger byrådet ja, kan byggeriet gå i gang allerede inden årets udgang og have forventet indflytning primo 2022.