”Det har været virkelig fedt og lærerigt at få et indblik i en virksomheds struktur og sammenhæng,” fortæller Mathias Pedersen, der netop har færdiggjort sin kontoruddannelse med speciale i administration.

Mathias Pedersen rejste fra Nordjylland til Vestegnen for at blive uddannet i BO-VEST. Den uddannelse har han netop gennemført, og kan se tilbage på to år som BO-VESTs eneste kontorelev. BO-VEST har nemlig kun en kontorelev i huset af gangen, og for to år siden faldt valget på nordjyske Mathias.

Tog fra Aalborg for uddannelsens skyld
Kontoruddannelsen er en todelt uddannelse, hvor de studerende starter med en 10 ugers grunduddannelse og efterfølgende har to års elevtid. Den elevtid tilbragte Mathias i BO-VEST.

Da Mathias startede i praktik som kontorelev blev livet revet op ved roden. Mathias er født og opvokset i Aalborg og måtte derfor efterlade venner og familie til fordel for Vestegnen, hvor han bor nu. En stor og meget målrettet beslutning, hvis man tager Mathias’ daværende alder på 22 år i betragtning.

Artiklen fortsætter under billedet...

Separator icon

Udviklingen kunne mærkes
Mathias fortæller, at han har været utrolig glad for at være kontorelev i BO-VEST, og fortsætter ”en af de gode ting ved at være elev i BO-VEST var, at jeg var den eneste kontorelev. Det gjorde, at min sparring skete med medarbejdere, der har en stor viden indenfor deres valgte felt”.

Derudover fremhæver Mathias også, at han har udviklet sig i løbet af sin praktikperiode og tillært sig en speciel viden indenfor almene boliger, som han kunne bruge i sit daglige arbejde.

”Jeg opdagede, at jeg havde rykket mig når andre BO-VEST ansatte kom og spurgte efter min hjælp eller når jeg skulle forklare noget til dem,” siger Mathias, da jeg spørger, hvordan han har kunne mærke, at han har rykket sig i løbet af sin praktikperiode. Desuden fremhæver Mathias også, at han er blevet skarp til at finde sammenhængen i de opgaver han løbende har siddet med.

Artiklen fortsætter under billedet...

Separator icon

Klar på arbejdslivet
BO-VESTs HR- og administrationschef, Martin Olsen, var med til at ansætte Mathias for to år siden. En beslutning han bestemt ikke har fortrudt den dag i dag.

”Mathias har været hele HK paletten rundt i administrationen. Afdelingerne har været meget tilfredse med indsatsen og har sat pris på det rolige væsen Mathias udviser i alle henseender. Der er sket rigtig meget udvikling rent fagligt og Mathias har også udviklet sig personligt som sværhedsgraden er steget i takt med uddannelsesforløbet,” fortæller Martin Olsen.

Ifølge Martin Olsen har den toårige praktikperiode i BO-VEST medført, at Mathias er klar på arbejdslivet med de bedste forudsætninger for at klare sig godt.

”Mathias ved hvad en arbejdsplads kræver og har samtidig lært værdien af godt kollegaskab,” siger Martin Olsen.

JA!
Den nyuddannede kontorassistent med speciale i administration er utrolig glad for endelig at være færdiguddannet og vil også meget gerne anbefale andre kontorelev-studerende at søge ind hos BOVEST. Da jeg spørger ham, slutter han i hvert fald af med et rungende ”JA”.

Separator icon