Debat om indkomne forslag
Et af de store punkter på dagsordenen var også de tre indkomne forslag stillet af beboerne. Det første forslag omhandlede beboernes ret til aktindsigt i den administrative sagsbehandling. Forslaget var forud for generalforsamlingen blevet juridisk vurderet af BL, der havde konkluderet, at generalforsamlingen ikke lovligt kunne vedtage forslaget. Det blev derfor ikke sat til afstemning. Det næste forslag var stillet i forlængelse af det første. Det lød på at pålægge VA´s bestyrelse at kontakte Boligministeriet, så de kunne undersøge, om BL’s vurdering af første forslag var korrekt.
Det sidste beboerforslag handlede om renoveringen på Galgebakken. Det gik på, at VA’s bestyrelse skulle mødes med Albertslund Kommune for at få en nærmere orientering om myndighedsbehandlingen af Galgebakken-renoveringen. Som baggrund for forslaget mente forslagsstiller, at bestyrelsen havde fejlfortolket Albertslund Kommune og bekymringerne i forhold til den nuværende plan for renoveringen.
Efter en længere debat med indlæg fra både beboere og bestyrelse blev forslagene sat til afstemning. Der var ikke et tilstrækkeligt antal stemmer for de to forslag, som derfor begge endte med at blive forkastet af generalforsamlingen.
Nye ansigter i bestyrelsen
Mødet fortsatte med valg til de forskellige poster i bestyrelsen. Erik Hansen og Charlotte Birkved blev begge genvalgt som bestyrelsesmedlemmer uden modkandidater. Per Larsen havde valgt ikke at genopstille til bestyrelsen og var tidligere på aftenen blevet takket for hans over 40 år lange indsats i VA med både blomster og applaus. Per Larsens plads gik i stedet til Torben Riedel, der også blev valgt uden modkandidater. Torben har indtil nu siddet i bestyrelsen som suppleant.
Lena Kujahn genopstillede som suppleant, og til de resterende to poster opstillede Lise Kaadach fra 4 Nord og Isabella Holst-Sommer fra Kanalens kvarter. Alle tre blev valgt som suppleanter uden modkandidater, og bestyrelsen i VA kan derfor sige velkommen til to nye medlemmer.