Et solidt stykke arbejde i og omkring Akacieparken i Valby betyder, at den nu ikke længere er i risikozonen for at komme på ghettolisten. Det er en god nyhed for beboere i boligafdelingen og for afdelingens boligorganisation Bo-Vita.
”At komme af ghettolisten er da det fornemste håb, vi alle har for afdelingerne. Jeg tror da alle beboere i Bo-Vita, faktisk alle beboere i almene boliger i København, jubler, når et område kommer af listen,” siger formand i Bo-Vita, Jan Hyttel.
Jubel hos to formænd
Akacieparken har tidligere været på regeringens ghettoliste. Den seneste periode har afdelingen været et såkaldt gult område, et område der var i risikozonen for at komme tilbage på ghettolisten. Men i stedet har afdelingen kæmpet sig den anden vej, og er ikke længere i risikozonen.
”Beboerne i Akacieparken fungerer bare bedre end tidligere. Det skal man da bare juble over. Og det gør jeg,” siger Jan Hyttel.
Også jubel er der hos formand i Akacieparken, Malene Stevnsbo.
”Fra jeg flyttede ind i Akacieparken til nu, er der sket rigtig meget på den positive del. Det er et dejligt sted at bo, og her er ikke noget at være bange for,” siger Malene Stevnsbo.