Allan Nielsen og Tranemosegård
Allan Nielsen startede sit bestyrelsesvirke i den almene sektor i 1972, hvor han blev medlem af lejerforeningen i Brøndbyparken. Samme år blev han også valgt til BL’s repræsentantskab.
I 1978 flyttede Allan Nielsen til Gurrelund/Bjerrelund, hvilket blev begyndelsen på 43 år som Tranemosegårdbeboer og ikke mindst en stor stemme for Tranemosegård gennem tiden.
Han har siden 1979 været medlem af afdelingsbestyrelsen i Gurrelund/Bjerrelund, senere i Maglelund, samt medlem af organisationsbestyrelsen i Tranemosegård. Et hverv han aldrig trådte væk fra igen, og i midten af 0’erne var han som næstformand i Tranemosegård en del af arbejdet med at samle BO-VEST som en administration, ejet af Tranemosegård, AB og VA.
Side om side arbejdede han med både beboerdemokratiet i Tranemosegård og med lejerforeningen gennem Lejernes Landsorganisation. Som Tranemosegårds repræsentant var han en del af arbejdet i ”De 9” omkring en fælles boligsocial indsats på tværs af boligselskaber i Tranemosegård.
Også i Brøndby Kommune var Allan Nielsen gennem mange år en kendt stemme, som medlem af kommunalbestyrelsen.
Engagement udenfor Tranemosegård
Det var ikke kun i det lokale, Allan Nielsen spillede en stor rolle. Han kom ind i BL’s bestyrelse i 1977, som repræsentant for sin lokale kreds. Faktisk var han første medlem af BL’s bestyrelsen, der hverken var formand, forretningsfører eller direktør. Den situation satte han ord på i et interview til Tranemosegårdbladet i 2017.
”Jeg husker tydeligt på første møde at alle var direktører, forretningsfører eller formand for ditten og datten. Jeg var hverken formand fra en afdelingsbestyrelse eller et boligselskab, og jeg var første menige mand, der kom ind i bestyrelsen. I Kreds 9 mente vi, det var vigtigt at beslutningsgrundlaget var så bredt som muligt. Og det er jo vores boliger,” sagde Allan Nielsen.