Renoveringen af Galgebakken bliver første projekt
Det første og største af projekterne, hvor samarbejdet skal prøves af, er Galgebakken, hvor Enemærke & Petersen A/S har hovedentreprisen på renoveringen, som har en samlet entreprisesum på 1,1 mia. kroner.
Men flere følger forhåbentlig i de kommende år, hvor mange store byggesager i BO-VEST er i udførelse.
”At arbejde med lærepladser på byggerierne har ikke kun høj prioritet hos BO-VEST, men især også vores beboerdemokrati. Arbejdet med bæredygtighed er en væsentlig del af vores DNA, og verdensmål er som en del af det en høj prioritet i disse år. Her er uddannelse af de unge en vigtig del af arbejdet. Vi er derfor glade for at indgå i dette nye samarbejde med Bygherreforeningen om at løfte og strukturere vores arbejde med lærepladser,” siger administrerende direktør i BO-VEST, Ulrik Brock Hoffmeyer.
Han understreger, hvor vigtigt samarbejde med mange aktører er for at kunne tage det ansvar.
”Med det nye samarbejde, skal vi blive bedre til også at få fat i vores lokale unge, og det tror vi på, at Bygherreforeningen kan hjælpe os med gennem en mere systematisk tilgang. Vores medarbejdere i den boligsociale helhedsplan i Albertslund er klar til at tage endnu mere fat på opgaven, og vi ser frem til at komme i gang med i tæt samarbejde med entreprenørerne om opgaven”, udtaler direktør i BO-VEST Ulrik Brock Hoffmeyer.
Vicedirektør i Bygherreforeningen Hanne Ullum er også glad for den nye samarbejdsaftale.
”Det er nyt for mange bygherrer at skulle yde en systematisk indsats for at få flere lærlinge på deres byggerier. Byg Med Unge Alliancen har gennem en årrække arbejdet med at få skabt flere lærepladser gennem samarbejde med forskellige bygherrer - senest et toårigt projekt med Region Hovedstaden og Region Sjælland. Derfor glæder det os, at der er kommet fondsmidler til at videreføre Byg med Unge Alliancens indsats med at skabe flere lærepladser. Dette nye samarbejde er et godt skridt på vejen, og vi ser frem til at udvikle konceptet og værktøjerne sammen med BO-VEST”.