I almene boliger beror driften i høj grad på frivillighed og beboerdemokrati, og det gælder også de sociale arrangementer, der bliver stablet på benene i de forskellige afdelinger.
”De sociale aktiviteter er til, fordi der er frivillige kræfter, der vil stå for en cafe, et julearrangement eller halloween event. De gør hver dag en indsats, der betyder noget for trivslen og trygheden i boligafdelingerne,” fortæller Sisse Elmer Thomsen, der er trivselskoordinator i Bo-Vita, og blandt andet understøtter de frivilliges arbejde.
Med andre ord er de frivilliges indsats med til at skabe rammerne for, at beboerne i boligafdelingerne kommer hinanden ved.
”En ting er tilslutningen til arrangementerne, men der er også nogen, der skal ville alt det bagvedliggende arbejde. Det kan være usynligt for nogle beboere, hvor mange kræfter der egentlig bliver lagt i at drive en kaffeklub eller afholde et julearrangement. Det er de kræfter, vi gerne vil anerkende og have frem i lyset, fordi de er altafgørende for det sociale fællesskab.” fortsætter Sisse Elmer Thomsen.
Frivillighed med forskellige formål
De frivillige hænder er med til at gøre boligafdelingerne til et bedre sted at bo, men det er forskelligt fra afdeling til afdeling, hvad de frivillige bidrager med.
”Hver afdeling har sin egen identitet. Nogle steder handler det om at få beboerne til at møde hinanden for at undgå ensomhed og isolation, og andre steder handler det om, at børn og unge trives på tværs. Uanset hvad formålet er, understøttes det oftest ved at frivillige kræfter løfter forskellige sociale tiltag” fastslår Sisse Elmer Thomsen.