”Der skal laves et initiativ for de ældre i afdelingerne. Noget der kan samle folk på tværs af afdelingerne. Vi afholder det online!”
Det ville man muligvis ikke have hørt for et år siden, før corona-krisen.
Men corona-krisen kom, med ensomheden blandt særligt ældre, til følge. Og så var det, der skulle udtænkes ideer rundt omkring til at få det sociale op at køre, selvom vi ikke har kunnet være fysisk sammen.
Sisse Elmer Thomsen fra Bo-Vita Beredskabets trivselsindsats valgte blandt andet at satse på online banko denne vinter. Hver torsdag mødes en bred skare af Bo-Vita beboere over videoplatformen Zoom og spiller banko sammen. Målgruppen for aktiviteten er de ældre, men alle kan være med.
”Jeg tror der er mange der ville skyde ideen lidt ned med onlinebanko for en målgruppe, der hedder plus 60. Men jeg arbejder med en tilgang hvor plejer er død og hvor jeg aldrig vurderer nogen til at være for gammel til at lære. Jeg tror netop at de ældre efter måneder med isolation har været klar og er bevidst om at tiden er inde for at springe ud i teknologiens verden," fortæller Sisse Elmer Thomsen.
Og ja, der er tekniske problemer undervejs, der bliver løst, så alt i alt er det en kæmpe succes.
”Det er meget tilfredsstillende at kunne nå beboerne i en tid, hvor der er så mange begrænsninger,” siger Sisse Elmer Thomsen.