Corona betød, at AB ikke kunne afholde det årlige repræsentantskabsmøde i 2020, og at mødet i maj blev udskudt til september. Men så var der til gengæld også hele to repræsentantskabsmøder på én aften, da AB’erne forleden mødtes for at sammensætte bestyrelsen, vedtage regnskab og budget og diskutere selskabets aktuelle tilstand.

Effektiviseringer fortsætter

Som noget af det første på begge møder fremlagde Kirsten Mogensen bestyrelsens beretning for de forgangne år.
Coronavirus fyldte i sagens natur en del. Bestyrelsen havde valgt at forsigtighedsprincip med det formål at beskytte beboerne i AB, og derfor havde møder m.m. været afholdt digitalt i det omfang det kunne lade sig gøre.

I de kommende år vil der fortsat være fokus på effektiviseringer i den almene branche, og der vil derfor blive arbejdet med indkøb og energieffektiviseringer, fortalte formanden, der også kunne fortælle, at der har været en del selvransagelse i bestyrelsen ovenpå repræsentantskabsmødet i 2019. Det møde havde givet formanden og bestyrelsen anledning til at forsøge at gennemføre en række møder med afdelingsbestyrelserne, ligesom den interne kommunikation i AB skulle forbedres. Desværre havde corona sat en stopper i hvert fald for den ønskede møderække.

 

Formanden vandt kampvalg

Efter Kirsten Mogensens første beretning var det tid til valg. Både til formandsposten og til tre pladser i bestyrelsen.
Efter en længere debat om kommunikation, åbenhed, forandring, erfaring og robusthed blev formandsvalget gennemført mellem Kirsten Mogensen, Thomas Tuck og Steen G. Andersen. Her faldt stemmerne ud til Kirstens fordel. Hun fik 23 stemmer, Thomas 16 og Steen en enkelt.

Det efterfølgende personvalg til bestyrelsen gav pladser til Uffe Jensen, Sonny Fåborg og Thomas Tuck, der dog trak sit kandidatur efterfølgende, hvilket gav plads i bestyrelsen til Karl Neumann.
Ved personvalgende på aftenens andet repræsentantskabsmøde var der valg til næstformandsposten til Thomas Tuck uden modkandidater, i det Frank Aagaard på forhånd havde meddelt at han ikke genopstillede.

Ved personvalgene til bestyrelsen blev der plads til Peter Arler, Lone Autrup, Hans Bindslev og Steen G. Andersen. Brian Overgaard og Jannie Poulsen blev valgt som suppleanter.
Undervejs blev der præsenteret regnskaber og budgetter, der alle blev stemt enstemmig igennem. Økonomien i selskabet og afdelingerne har det godt.