'Mangler jeg mangler jeg et æg, et par gulerødder eller en køkkenrulle, så banker jeg bare på hos naboen’, siger Miguel Loguercio og ryster på hovedet af de lister, som regeringen kommer med 1. december hvert år, hvor almene boligområder bliver målt på andelen af arbejdsløse, hvor høj indtægten er, hvor meget kriminalitet der bliver begået i området og beboernes uddannelsesniveau.
Jeg har aldrig været bange for at komme sent hjem om aftenen
Det er ikke lige meget, om ens hjem er med på listen over omdannelsesområde, parallelsamfund eller forebyggelsesområde. Det er stigmatiserende og dybt problematisk, mener Bo Bjerre Mouritzen, Sekretariatsleder i Brøndby Strand. Miguel Loguercio, beboer i Silergården i Brøndby Strand kan slet ikke genkende politikernes skræmmekampagne fra hans boligområde, hvor han har boet i næsten 50 år.
'Det er dybt problematisk’, siger Bo Bjerre Mouritzen. Det er nemlig kun almene boligområder med mere end 1.00 beboere, der indgår i regeringens lister. Det betyder, at man kan have små boligområder, hvor alle for eksempel er arbejdsløse eller har begået kriminalitet, men de tæller ikke med i statistikken, så længe der er under 1.000 beboere, og området ikke er alment.
’Derfor ser vi for eksempel ikke Lolland eller steder i Odsherred på nogle af listerne’. Det skyldes, at der typisk er tale om private lejere og områderne er små.
Hvor findes der hverken kriminelle eller arbejdsløse?
Miguel Loguercio anerkender, at der kan være problemer i Brøndby Strand.
’Men nævn mig et område, hvor der ikke findes arbejdsløse, eller hvor der ikke bliver begået kriminalitet. Det findes jo ikke’, siger han og understreger, at han aldrig har følt sig utryg i sit boligområde. ’ I stedet glæder han sig over at bo et sted, hvor der altid er mennesker, fællesskaber og ting at tage sig til.
’Vi har jo alt her. I café T13 har vi musikarrangementer, foredrag og fællesspisninger. Vi har alverdens klubber fra porcelænsmaling, motionsklubber og bankospil. Jeg savner, at vi hører mere om alle de gode ting, der sker i Brøndby Strand. Min nabos datter er læge, en anden læser Statskundskab. Mine naboer er gode mennesker, der sætter en ære i at klare sig godt. Det hører vi aldrig om. Og det ærgrer mig’, siger Miguel Loguercio og fortsætter:
’Det er også noget naturligt i, at de forskellige etniske grupper har en tendens til at genforenes, når de bor i andre lande. Tyskerne gør det i Spanien og i hele Sydamerika. Italienere og danskere gør det også. Det er meget behageligt for dem at være i stand til at tale deres sprog og købe de nødvendige produkter i lokale butikker for at fortsætte med deres traditioner.’
Boligsocial indsats
Silergården i Brøndby Strand, hvor Miguel bor, er med på listen af forebyggelsesområder. Den boligsociale indsats har ellers gjort meget for at forbedre tingene.
Man har lavet 9. og 10. klasser i området og oprettet danskkurser. Jobcenteret er flyttet ud i Hallingparken, og vi har et glimrende samarbejde med det lokale politi for at kriminalitetsforebygge.
’Det paradoksale er, at vi i det boligsociale kan lave nok så mange initiativer, men vi er udfordrede af, at kommunen har anvisningspligt’, fortæller Bo Bjerre Mortensen.
Anvisningsretten betyder at kommunerne kan anvise borgere til op mod hver fjerde lejemål til at løse akutte sociale behov. Det kan være alt fra skilsmisse, hjemløshed, løsladelse fra fængsel, udskrivning fra hospital eller psykiatriske institutioner.
’Og de borgere, der bliver anvist af kommunen, har i mange tilfælde slet ikke ressourcerne til at bo alene – og det rammer så os. Man kan sige, at først sætter kommunen de her beboere ind. Bagefter slagter regeringen os for at have netop de her beboere’, slutter Bo Bjerre Mortensen.