2022 har på mange måder været et særligt år. Knap havde coronaen sluppet sit tag, før vi blev ramt af andre udfordringer. Først og fremmest kom krigen i Ukraine, som medførte stigende energipriser, inflation og økonomisk usikkerhed. Det er svære tider for mange mennesker. Heldigvis har vi endnu ikke set stigninger i antallet af fogedudsættelser i BO-VEST, men vi ser desværre en stigning i antallet af rykkerskrivelser, der sendes ud på grund af manglende betaling af husleje. Det er noget vi vil have et vedvarende fokus på, så vi kan hjælpe de mest udsatte beboere.

Det har altid været et mål for os i boligorganisationerne at undgå pludselige og høje huslejestigninger. Vi arbejder for at opnå dette på flere forskellige måder, blandt andet ved at effektivisere administration og drift. Men også med mere langsigtede indsatser, for eksempel omkring henlæggelser, skal bidrage til at sikre en stabil huslejeudvikling.

Henlæggelsesstrategi og -handleplan

Reglerne for henlæggelser til planlagt og periodisk vedligeholdelse er ændret og skal nu bestå af 30-årige vedligeholdelsesplaner, der hvert femte år granskes af en ekstern uvildig byggesagkyndig. Formålet er at sikre en stabil huslejeudvikling, da rettidig opsparing giver boligorganisationer og afdelinger større mulighed for at planlægge og gennemføre udskiftninger og større vedligeholdelsesarbejder løbende.

Henlæggelsernes størrelse fastsættes på baggrund af en planlagt og periodisk vedligeholdelsesplan. Og beløbsstørrelsen fastsættes efter en vurdering af bygningsdelenes og installationernes tilstand og anskaffelsespris.

BO-VEST har gennemført en total kortlægning af afdelingernes bygningsdele i AB, Tranemosegård og VA. Der ligger med andre ord et solidt grundlag til udarbejdelse af langtidsplaner for vedligeholdelse, fornyelse og henlæggelsesbehov.

Den største udfordring er, at der i mange boligafdelinger ikke er et tilstrækkeligt henlæggelsesniveau. På den baggrund arbejder BO-VEST og boligorganisationerne med en henlæggelsesstrategi, der skal sikre overholdelse af driftsbekendtgørelsens bestemmelser og samtidig få en rimelig huslejeudvikling, som beboerne har mulighed for at betale.

 

Et år med mange store renoveringer

2022 har i BO-VEST har været et travlt år med mange store renoveringer og helhedsplaner, foruden et væld af mindre byggerier, forskønnelser og renoveringer. Den store aktivitet på renoveringsfronten fortsætter de næste mange år frem, så vi kan sikre gode, tidssvarende og sunde boliger.

I AB kan man se frem til, at Solhusene står færdigrenoverede til sommer, hvor boligerne blandt andet har fået nyt badeværelse, nye vinduer, døre og radiatorer. I Galgebakken flytter beboerne fra deres genhusningsbolig og tilbage til deres permanente bolig i etaper. Og i slutningen af november 2022 vendte de første beboere hjem til deres nyrenoverede bolig, hvor der er kommet nye vinduer, døre, vægge, gulve, køkken og badeværelse. Det er mere eller mindre en helt ny bolig, der venter beboerne i én af Danmarks historiens største renoveringer. Efter planen flytter de sidste beboere hjem i slutningen af 2025.

Også i Tranemosegård er der gang i renoveringerne i T13, og efter forventningen starter Moserne deres helhedsplan i 2023.

Glædelig jul og godt nytår

Jeg ønsker en rigtig glædelig jul og godt nytår til alle beboerdemokrater. Tak for det gode samarbejde i 2022. Jeg ser frem til endnu mere af det i 2023.

 

Med venlig hilsen

Vinie Hansen