Krigen i Ukraine har indtil videre fordrevet omkring to millioner mennesker. Det forventes, at over fire millioner vil blive fordrevet, enten internt i Ukraine eller til de omkringliggende lande.
De danske myndigheder forventer, at op til 20.000 ukrainere kan komme til Danmark. Hvis du ønsker at fremleje et værelse eller dele af din bolig er det altså en mulighed, der kan være med til at skabe husly for de mange flygtninge.
Hvis du ønsker at fremleje dele af din bolig, er der dog en række regler, der skal overholdes. Det samlede antal beboere i boligen må for eksempel ikke overstige antallet af beboelsesrum.
Reglerne for delvis fremleje beskriver således, hvor stor en del af boligen du må fremleje.
Du må højst fremleje halvdelen af din bolig og efterfølgende må der kun bo en person per beboelsesrum.
Derudover gælder der aktuelt særlige regler i boligafdelinger, der har betegnelsen ”forebyggelsesområde” eller ”omdannelsesområder”, da en fremlejer og dennes husstand, skal opfylde de kriterier, der gælder for afdelingen, før de kan blive godkendt som fremlejer.
Regeringen er på vej med en særlov for de ukrainske flygtninge. Hvis den særlov ændrer vilkårene for fremleje, vil vi naturligvis orientere om det på vores hjemmeside.
Hvis du ønsker at fremleje dele af din bolig, skal du kontakte os på tlf.: 88 18 08 80.
Hos BL kan man nu læse en række spørgsmål og svar om mulighederne for at hjælpe ukrainere på flugt.