Serdar Keceli og Peter Pedersen er to lettede unge mænd, der er mødt op som hovedpersoner til reception for færdiguddannede elever.
Efter tre år som elever i BO-VEST, afsluttede de her i marts svendeprøven og kan kalde sig ejendomsserviceteknikere. Nerverne, der dukkede op inden eksamen, har sluppet taget, skuldrene sænket, uddannelsen er i hus, og verden ligger nu åben. Så hvad vil de to nyuddannede ejendomsserviceteknikere nu?
”Jeg vil gerne have en fast arbejdsplads. Helst et af de steder jeg har været som elev,” lyder det fra Peter Pedersen, der gennem elevtiden har været i flere VA-afdelinger.
Serdar Keceli, der hovedsageligt har været i AB-afdelinger, drømmer om at blive i BO-VEST og med tiden også blive førstemand på et ejendomskontor.
”De har givet mig en mulighed. Nu vil jeg gerne give tilbage,” siger han.