I 1972 flyttede Dorthe Larsen til Maglelund i Brøndby Strand, udelukkende fordi det var her, hun kunne få en bolig. Med egne ord blev hun herefter bare hængende.
Det endte med at være 50 år, at boligen, beboerlokalerne og klubberne i Maglelund var Dorthe Larsens hjem. I lørdags afgik hun ved døden, stadig som Maglelund-beboer.

Dorthe Larsen kom til Maglelund samtidig med at beboerdemokratiet kom til Danmark. Og allerede få år efter sin indflytning, blev Dorthe en del af beboerdemokratiet.

”Jeg kom ind som suppleant i Maglelund, fordi en havde stillet forslaget om optegnede hinkeruder på asfalten. Jeg syntes, det var en del af legen at tegne dem med kridt og var nervøs for, om det så betød, man slet ikke måtte tegne med kridt mere. Så endte jeg med at stille op som suppleant,” fortalte Dorthe Larsen, da Tranemosegård i 2016 udgav et blad om boligorganisationens historie.

I 1978 blev Dorthe Larsen formand i Maglelund og i 1995 formand for Tranemosegård. Her var hun en del af arbejdet med dannelsen af BO-VEST i 2007, hvor hun bestred posten som næstformand frem til 2019. 
Poster var der i det hele taget mange af: Dorthe har udover arbejdet i Tranemosegård og BO-VEST siddet i bestyrelsen i BL, Landsbyggefonden, BIB, kommunalbestyrelsen i Brøndby kommune mv.


Selvom posterne var mange, tog Dorthe Larsen altid den beboernære synsvinkel. Med en meget jordnær, men stadig ambitiøs tilgang til den politiske udvikling i de almene boliger, og med massevis af stolthed over Maglelund og Tranemosegård. Dorthe var et ocean af viden og holdt fast i behovet for at Tranemosegård fortsat har sin egen identitet. At beboerne skal vide, at de bor i Tranemosegård, og hvad det betyder at bo i en almen bolig i lige præcis Tranemosegård.

Da Dorthe Larsen trådte ud af bestyrelsen i Tranemosegård, var det meldt ud i god tid, og Lars Anker Jensen var udpeget som arvtageren.

”Jeg har været så utrolig glad for at være her,” gav hun ved sin afskedsreception udtryk for.

”Jeg skal stoppe nu, ældre mennesker kan huske alt fra fortiden, men ved ingenting om nutiden. Jeg vil gerne være jeres leksikon, men derudover giver jeg opgaven videre,” sagde Dorthe Larsen i 2019.

Det blev til 50 år i Maglelund for Dorthe Larsen, hvoraf mere end 40 var med en indsats i beboerdemokratiet kun få kan matche.

Tak for alt, Dorthe.