Formand for BO-VEST bestyrelsen Vinie Hansen forsikrede beboerdemokraterne om, at bestyrelsen følger projektet nøje netop for at sikre, at det ikke går ud over servicen til beboerne. Det er selvfølgelig fint med større arbejdsglæde blandt medarbejderne, men det må ikke ske på bekostning af servicen til beboerne.

Danmarks førende ekspert i fire dages arbejdsuge og 'nå mere på kortere tid', Pernille Garde Abildgaard holdt oplæg om de mange gode erfaringer, der er med at indføre en kortere arbejdsuge, både fra ind- og udland. Det drejer sig blandt andet om markant flere, og mere kvalificerede ansøgere til ledige stillinger, øget fastholdelse af medarbejdere og øget produktivitet.

 

Også i BO-VEST kan vi allerede nu se de første resultater, selvom projektet endnu er i opstartsfasen. Ansøgerraten til ledige stillinger er steget 480 % på de 6 måneder, projektet har været i gang.

I BO-VEST er der gradvist blevet indført forskellige nye effektive måder at arbejde på, som fokustid, hvor medarbejderne arbejder uforstyrret med deres kerneopgaver, kortere møder og en ny mailkultur. Til gengæld for den øgede effektivitet kan medarbejderne holde rådighedsfri hver anden fredag. Målet er at blive så effektive, at medarbejderne kan holde rådighedsfri en dag hver uge.

På spørgsmålet om hvorfor man ikke bare kan effektivisere, uden at medarbejderne skal have kortere arbejdstid, svarede Pernille, at de virksomheder, der har indført det, typisk kun oplever en moderat og midlertidig produktivitetsforøgelse, mens de virksomheder, der giver medarbejderne en gulerod i form af kortere arbejdstid, oplever en større og varig produktivitetsforøgelse.

Administrerende direktør i BO-VEST, Ulrik Brock Hoffmeyer supplerede med at fortælle, at den øgede produktivitet og en øget tid til restitution går hånd i hånd. Herudover handler projektet også om at undgå nedslidning af medarbejdere, da vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet inden pensionen.

Der var bekymring for, hvordan det skal fungere, især i de små afdelinger, når medarbejderne skal holde fri hver fredag. Ulrik slog fast, at selv i de små afdelinger vil der være sikret bemanding, også om fredagen. Alle kommer ikke til at holde fri samtidig.

Ulrik afsluttede med at fortælle, at der løbende vil blive evalueret og holdt øje med hvordan det går, så der kan justeres eller rulles tilbage, hvis det ikke fungerer efter hensigten.