Det var egentlig lidt en tilfældighed, at Jens fik job som ejendomsfunktionær dengang for 40 år siden. Jens er oprindeligt uddannet mekaniker. Han har repareret køretøjer i hæren og været ansat på forskellige autoværksteder, men efter en stagnation i autobranchen endte han uden arbejde for første og eneste gang i sit liv.

”Efter en uge som arbejdsløs ringede min svoger og spurgte, om ikke jobbet som ejendomsfunktionær i Askerød var noget for mig. Han sad i afdelingsbestyrelsen i naboafdelingen Gadekæret og vidste, at de manglede en mand,” fortæller Jens. Han tog ud til en snak med den daværende leder i Askerød og en halv time efter, Jens var kommet hjem, blev han ringet op. ”Jeg troede faktisk ikke jeg ville få jobbet, men så ringede de og spurgte, om jeg kunne starte dagen efter.”

Fra trappevask til maskinpark

En af Jens’ første opgaver var trappevask i Askerøds mange opgange. ”I starten gik vi to og to og vaskede trapper. Senere fik jeg en leder, som i stedet mente, at jeg skulle bruge min kunnen som mekaniker,” fortæller Jens. I dag er det ham, der sørger for, at maskinparken i Askerød altid er godt kørende.

I to år var Jens en tur forbi Gadekæret og hjælpe med deres maskiner, men ellers har Jens i alle 40 år været ansat i Askerød.

Faktisk har Jens også selv boet i Askerød i et par år. Det var her han mødte sin kone. I dag har de voksne børn, og Jens fortæller stolt, at han også har fået glæden af at blive morfar til to små piger.

Standarden er løftet meget gennem årene. Beboerne får en langt bedre service i dag, end dengang jeg startede, hvor det hele foregik meget mere lavpraktisk.

Standarden er løftet

Der er sket mange ting i den tid, Jens har arbejdet i Askerød. Dengang han startede, var der for eksempel intet, der foregik digitalt. ”Alting foregik med pen og papir, og det tog altså tid for vores ene mand, der sad på kontoret,” fortæller han og fortsætter, ”maskinparken var også noget mindre. Vi havde to små gamle traktorer med lad, og det var ikke altid, de kunne starte”.

Ifølge Jens er det, der har forandret sig allermest servicen til beboerne. ”Standarden er løftet meget gennem årene. Beboerne får en langt bedre service i dag, end dengang jeg startede, hvor det hele foregik meget mere lavpraktisk.” Jens mener, at de i afdelingen i dag arbejder mere professionelt, de er flere om opgaven og der er bedre værktøjer og maskiner til arbejdet.

En masse gode mennesker

Jens har talt sammen, at han igennem tiden har haft 9 forskellige ledere og arbejdet sammen med 34 forskellige kollegaer. På spørgsmålet til, hvad der har fået Jens til at blive i alle 40 år er svaret klart: ”Jeg har bare altid haft det godt. Uanset hvem der har siddet i stolen som leder, og hvem jeg har arbejdet sammen med, har det bare fungeret. Alle har altid været søde og flinke”.

Og måske ligger det også lidt i generne at være loyal medarbejder gennem 40 år. ”Min far var ansat i 45 år hos Haribo Lakrids,” fortæller Jens.

Jeg har bare altid haft det godt. Uanset hvem der har siddet i stolen som leder, og hvem jeg har arbejdet sammen med, har det bare fungeret. Alle har altid været søde og flinke.

Fejring med de nærmeste kollegaer

Dengang Jens havde 25års jubilæum, blev der holdt et stort arrangement med åbent hus for både kollegaer, samarbejdspartnere og familie. ”Denne gang skulle det bare været stille og roligt,” siger Jens, som blev fejret med morgenmad, flag og balloner af de nærmeste kollegaer, hans kone og datter på ejendomskontoret i Askerød.

Stort tillykke til Jens med de 40 års ansættelse.