Laura og Marianne er vores økonomiske beboerrådgivere. De hjælper – gratis og anonymt – dig, der har brug for råd og vejledning til økonomien. Laura og Marianne tilbyder en personlig samtale og kommer med gode råd og nyttige kontakter.
Du kan blandt andet bruge Laura og Marianne til at:
- Få lagt et budget, der skaber overblik over din økonomi
- Søge hjælp de rigtige steder i din kommune
- Rette henvendelse til bank og myndigheder
- Råd og vejledning om at spare på el, vand og varme
- Få overblik over din økonomi efter en renovering i din afdeling
- Hjælp til at forstå årsopgørelse fra Skat
- Hjælp til at forstå forbrugsregnskaber
Det årlige forbrugsregnskab er kommet ud til nogle beboer, men mange andre modtager det omkring 1. april. Også her kan Laura og Marianne være en hjælp med både at forstå regnskabet og give gode råd, hvis det viser, at man skal betale penge tilbage.
Helt aktuelt kan mange mennesker have svært ved at forstå årsopgørelsen fra Skat. Også her kan Laura og Marianne hjælpe.
”Vi arbejder altid ud fra, hvordan vi kan hjælpe det enkelte menneske i netop deres aktuelle situation,” fortæller Marianne Piil Tumba, der er ny økonomisk beboerrådgiver i BO-VEST. Marianne er uddannet socialrådgiver og har mange års erfaring med at opbygge tillidsfulde relationer til mennesker. ”Jeg har et ønske om, at vi lærer hinanden godt at kende, så det ikke ’bliver farligt’ at tage kontakt til mig”.
Laura Lorentzen er også socialrådgiver. Hun har efterhånden været seks år i BO-VEST. Hun ser frem til at arbejde sammen med Marianne og skabe nye løsninger for beboerne i BO-VEST.
”Sammen kan vi være nysgerrige på, hvordan vi gør rådgivningen endnu bedre. Vi har mange renoveringer i BO-VEST og sammen med energipriser og inflation, presser det mange mennesker. Dem vil vi gerne forsøge at hjælpe”, siger Laura Lorentzen.
Læs mere om den økonomiske beboerrådgivning i BO-VEST.
Den økonomiske beboerrådgivning i BO-VEST er et tilbud til beboerne i Tranemosegård, AB og VA.