Tidlige morgenmøder med entreprenøren, aftenmøder med byggeudvalget og spidsbelastningsperioder. Det er en del af hverdagen, når man arbejder som projektleder i BO-VEST. Men den øgede effektivitet, der opnås med de nye måder at arbejde på, og fleksibiliteten som rådighedsfredagen giver, gør, at arbejdsliv og fritidsliv er i rigtig god balance, fortæller Nathalie:
"Indimellem er der lange dage, og dage hvor pulsen kommer op. Derfor giver det bare super god mening, at der også er de pauser, hvor jeg får koblet fra."
Et fantastisk redskab
Især fokustiden er genial ifølge Nathalie:
"Det er helt vildt, hvad så kort en periode med ro kan gøre. Ting der før tog en hel dag, kan jeg nu nå i fokustiden. Det er et fantastisk redskab. Fokustiden gør mig klogere. Jeg kan godt lide at være godt forberedt og have fuldstændig styr på, hvad jeg taler om. Fokustiden giver mig den nødvendige tid til forberedelse og fordybelse."
Nathalie har været ansat siden marts 2023, og hendes start i BO-VEST faldt på den måde stort set sammen med opstarten af projekt Fremtidens arbejdsplads, hvilket ifølge Nathalie har været en kæmpe fordel:
"Jeg kom fra en rolle som entreprenør, og blev hjulpet virkelig godt ind i min nye rolle som projektleder, ikke mindst på grund af fokustiden, hvor jeg havde ro til at sætte mig ind i alt det nye."
Det tog lidt tid at vænne sig til de nye arbejdsrutiner, fx at man ikke lige måtte spørge hinanden om noget i fokustiden.
"Vi er en meget dynamisk afdeling, hvor vi er vant til at gå over og spørge hinanden eller sparre hen over skrivebordet. Måske er det en af grundene til, at fokustiden gør en virkelig stor forskel hos os nu, hvor vi har vænnet os til den," fortæller Nathalie.