Af de samlede antal fogedsager i BO-VEST endte kun 7,5% i en fogedudsættelse i 2023, hvor det på landsplan er 23,7%. Det er ikke mindst bemærkelsesværdigt, da der samtidig er sket en stigning i antallet af beboere, der er bagud med huslejen og vi befinder os i en tid hvor mange beboere har ondt i økonomien bl.a. på grund af inflationen.

En væsentlig grund til at så få fogedsager ender i en udsættelse i BO-VEST, er, at vi har Den økonomiske beboerrådgivning, der har som et af sine hovedformål at undgå fogedudsættelser. Hos BO-VESTs to økonomiske beboerrådgivere, Laura og Marianne, kan beboerne blandt andet få hjælp til at få lagt et budget, få søgt de rigtige tilskud eller forstå årsopgørelsen.

Sidste år tog Den økonomiske beboerrådgivning sig af 508 beboerhenvendelser. Disse henvendelser handler om mange forskellige ting. Overordnet deles henvendelserne op i de forebyggende, hvor det handler om at undgå, at beboeren kommer bagud med huslejen, og restancesager, hvor beboeren allerede er bagud med huslejen og en fogedsag skal undgås.

Fogedudsættelser er dyre

Der er meget at vinde ved at undgå fogedudsættelser. Ud over de menneskelige omkostninger for den enkelte beboer ved at blive sat ud af sin bolig, er en fogedudsættelse også dyr for boligselskaberne. I gennemsnit kostede en fogedudsættelse i BO-VEST i 2023 73.979,94 kr.

Hvis BO-VEST havde lige så mange fogedudsættelser, som gennemsnittet på landsplan, ville omkostningen for boligorganisationerne i BO-VEST være 3.506.649 kr. om året mod de 813.779,38 kr., som var den totale omkostning for flytteopgørelser under den økonomiske beboerrådgivning i 2023.


Læs mere i årsberetningen

Den økonomiske beboerrådgivning udgiver hvert år en årsberetning. Her kan du læse meget mere om rådgivningens arbejde og hvad det betyder for beboerne.
Se Årsberetning for Den økonomiske beboerrådgivning her.