Det var 45 engagerede repræsentantskabsmedlemmer der var mødt op til AB’s årlige ordinære repræsentantskabsmøde den 13. maj. Formand Peter Arler bød velkommen og udtrykte begejstring over det store fremmøde, hvorefter han supplerede bestyrelsens skriftlige årsberetning med en mundtlig fortælling om året der gik.
Peter fortalte, at bestyrelsen er glade for den opbakning, de har modtaget i årets løb på trods af både et formandsskifte og det mistillidsvotum, der blev stillet i efteråret. Han takkede også den tidligere formand Kirsten Mogensen for hendes mange års engagement i AB.
I den mundtlige beretning havde formanden generelt et fokus på bestyrelsens ambitioner for fremtiden. Han fortalte blandt andet, at bestyrelsen er i fuld gang med at holde dialogmøder med boligafdelingerne for at styrke dialog og samarbejde mellem organisationsbestyrelsen og afdelingsbestyrelserne. Han berettede også om, at AB nu har en mere sammentømret bestyrelse efter at have haft et fælles seminar med det formål at blive klogere på roller, ansvar og forpligtigelser i en organisationsbestyrelse.
Efter godkendelse af beretningen var der gennemgang af regnskaber for 2023 og budget for 2025, som alt sammen blev enstemmigt godkendt.