Gå til indhold

Brøndby Strand er i høj grad kendt for sine højhuse, der ligger på stribe. For hver par 100 meter tårner endnu en betonsilo op, der rummer hjem med panoramaudsigt over Køge bugt.
Men om nogle år bliver der stærkt reduceret i antallet af højhuse, heriblandt det ene højhus i Tranemosegårds boligafdeling T13/Silergården, Tranumparken 1.

"Det er sørgeligt. De bygninger er ikoniske for Brøndby Strand. Vi ved ikke, hvad der kommer i stedet, men det bliver nok ikke ligeså højt," lyder bekymringen fra beboer Jane Herskind.

Hun bor i Tranumparken 7 og skal derfor ikke væk fra sin bolig. Når nedrivningen begynder, vil der være nogle gener for beboerne, men det frygter Jane Herskind ikke.

"Det må vi tage med. Jeg tror, det kommer til at gå stærkt, så det skal nok gå," siger hun.

Beboerne fik fremlagt de seneste planer for nedrivningen på beboermødet i T13 18. september. Læs og hent referatet nederst på siden.

Det sidste i rækken

Sidste år satte Brøndby Kommune en undersøgelse i gang af området i og omkring højhusene. Den blev færdig her i efteråret, så året for nedrivningen er endelig på plads. Det første højhuse bliver ryddet indvendigt i 2021 og bliver revet ned i 2022.

"Den indvendige nedrivning/rydning forventes at begynde ultimo 2023 i Tranumparken 1 som er det sidste højhus, og derfor regner vi med, de først når hertil i 2024 med selve nedrivningen," vurderer seniorprojektleder i BO-VEST Per Bager.

I alt er der 12 højhuse i Brøndby Strand. Fem skal rives ned på grund af et stof, PCB, som blev brugt til at fuge omkring vinduerne med, dengang de blev bygget. Heraf er det et enkelt af Tranemosegårds højhuse, der skal rives ned.