Planerne om et sundhedshus i Brøndby Strand har længe været undervejs. Flere udfordringer har ligget i vejen for at realisere muligheden for flere læger i lokalområdet.
Det forklarer bestyrelsesmedlem i organisationen Tranemosegård Karin Engraf.
"Sundhedshuset er min kæphest, så vi kan tiltrække flere læger til vestegnen," siger Karin Engraf.
Hun blev valgt ind i bestyrelsen til repræsentantskabsmødet torsdag 23. maj i Pakhuset. Hun bor selv i Tranemosegårds største afdeling T13.
Hurtigere behandling
Karin Engraf vil i bestyrelsen arbejde for, at alle har nemt ved at komme til lægen i Brøndby Strand. Planerne om Sundhedshuset skal leve op til en række krav for kommunen, og det trækker tiden ud.
"Beboere skal kunne vade ind og få behandling. Vi har én læge, der flyttede ind midlertidigt i efteråret, fordi der var udsigt til en fælles praksis i et sundhedshus. Han venter!," understreger hun.
Økonomiudvalget, der fastsætter dagsordenen for kommunalbestyrelsen holder møde 14. august 2019. Herefter vil beboerne finde ud af, om sundhedshuset kan blive en realitet.
Sundhedshuset skal ligge i allerede eksisterende lokaler i Brøndby Strand, nemlig selskabslokalerne. Derfor er det hurtigt etableret, mener Karin Engraf.
"Det tager kun tre måneder, fordi lokalerne er der."
Men kommunen stiller krav til etablering af elevator og tilgængelig både udenfor og indenfor. Det kan have konsekvenser for økonomien og dermed realisering af drømmene.
"De har udskudt det til efteråret, og det er vi meget kede af," siger hun.
Karin Engraf har tidligere siddet i kursusudvalget for Tranemosegård og er stadig kasserer i sin egen afdeling T13.